Om ejendommen
Ejendommen er tegnet af arkitekt G.M. Gjeraa og opført i 1937. I 1965 blev ejendommen erhvervet af "Østifternes Brandforsikring", og fungerede frem til 1997 som privat udlejningsejendom. I 1997 ønskede Østifternes Brandforsikring at sælge ejendommen, og i den forbindelse tog nogle beboere initiativ til at danne andelsboligforeningen Brønshøjvænge.
I ejendommen forefindes der 2 vaskerier. Det ene ligger i kælderen ved opgang B og det andet i kælderen ved opgang H. I hvert vaskeri er der 2 vaskemaskiner og 1 tørretumbler. I vaskerierne har vi et elektronisk reservations- og betalingssystem. Vaskemaskinerne kan enten reserveres via internettet eller ved at lave en reservation via informations- og bookingtavlen nede i vaskerierne. Tørretumbleren kan ikke reserveres.
I kælderen forefindes der et hobbyrum og et tørrerum, ligesom at der er to mindre rum til parkering af et mindre antal barnevogne og cykler.
I baggården er der etableret 5 beboerparkeringspladser. Tildeling af disse 5 p-pladser finder sted én gang årligt ifm. den ordinære generalforsamling. Lejen for en parkeringsplads udgør kr. 250,00 pr. måned.
Gennem årene som privat udlejningsejendom frem til 1997 brugte de tidligere ejere af ejendommen beklageligvis ikke de store summer på vedligeholdelse af ejendommen. Grundet ejendommens vedligeholdelsesstandard ved andelsboligforeningens etablering har en af bestyrelsens vigtigste arbejdsopgaver gennem årene derfor været, løbende at planlægge og gennemføre større og mindre reparations- og vedligeholdelsesprojekter.
I denne proces med istandsættelse og vedligeholdelse af ejendommen, hvor vi har prioriteret "need to have done" er vi nu nået til at vi kan kigge på, hvad der ville være "nice to have done". Et af de fremtidige projekter vil derfor være at få renoveret trappeopgangene. Som andelshaver i A/B Brønshøjvænge skal man således være indstillet på, at der også i årene fremover skal afsættes penge til renovering og vedligeholdelse i ejendommens budget.
Af større renoveringsprojekter kan nævnes:
- Totaludskiftning af vinduer (1998)
- Totalrenovering af faldstammer og stigstrenge (2004/05)
- Totalrenovering af kloak samt gårdanlæg (2009/10)
- Vedligeholdelse (understrygning) af tag (2009/10)
- Vedligeholdelse af vinduer, facader og tag (2011)
- Udskiftning af samtlige indgangsdøre til opgange og kælder (2011)
- Montering af elektronisk nøglebriksystem på døre ifm. fællesarealer (2011)
- Montering af nyt dørtelefonanlæg (2011)
- Udskiftning af brugsvandrør (2011)
- Renovering af belysning på lofterne (2014)
- Etablering af elektronisk booking- og betalingssystem i vaskerierne (2017)
- Etablering af hegn og port i forgård samt hegn og låge i baggård (2019)
- Etablering af fibernet i samtlige lejligheder (2020)
- Udskiftning af tag samt vinduer og altandøre (2020/21)
- Delvis facaderenovering samt hulmursisolering af gavle (2020/21)
Ved prioritering og planlægning af kommende vedligeholdelsesopgaver tager bestyrelsen udgangspunkt i ejendommens tilstands- og vedligeholdelsesplan samt den lovpligtige Energi Mærke Ordning.
Om foreningen
Ejendommen fungerede frem til 1997 som privat udlejningsejendom. I 1997 ønskede den daværende ejer af ejendommen, Østifternes Brandforsikring, at sælge ejendommen, og i den forbindelse tog nogle beboere initiativ til at danne andelsboligforeningen Brønshøjvænge.
Siden andelsboligforeningens etablering og frem til 2017 havde andelsboligforeningen Grubbe Advokater som administrator. Da Grubbe Advokater i 2017 blev splittet op i to ejendomsadministrationsfirmaer, fulgte andelsboligforeningen med over i det af advokat Nicholas Wantzin nystiftede ejendomsadministrationsfirma Wantzin Ejendomsadvokater. Wantzin Ejendomsadvokater har specialiseret sig i, at yde juridisk bistand til og administration af andelsboligforeninger.
A/B Brønshøjvænge har én bestemt advokat tilknyttet, ligesom at foreningen har faste kontaktpersoner i henholdsvis flytteafdelingen og bogholderiet hos administrator.
Den daglige drift af ejendommen forestås af andelsboligforeningens bestyrelse i tæt samarbejde med den til ejendommen tilknyttede vicevært og ejendomsadministrator Wantzin Ejendomsadvokater.
Bestyrelsens samarbejde med administrator sikrer, at vi i A/B Brønshøjvænge altid har styr på økonomien og tidssvarende vedtægter, ligesom at det tætte samarbejde med foreningens advokat hos ejendomsadministratoren sikrer, at forskellige juridiske anliggende i foreningen altid håndteres korrekt i henhold til gældende love og regler.
A/B Brønshøjvænge er medlem af Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF), og både bestyrelsen og andelshaverne kan således benytte sig af ABF´s forskellige medlemstilbud såsom kurser og juridisk bistand. Se evt. ABF´s hjemmeside: abf-rep.dk
I A/B Brønshøjvænge ønsker vi, at bevare det fællesskab og engagement som er én af idéerne med andelsboligformen. Dette er således også begrundelsen for, hvorfor der ifølge vore vedtægter ikke tillades forældrekøb.
I bestyrelsen forsøger vi, at fremme det sociale fællesskab ved at arrangere forskellige festlige sammenkomster såsom f.eks. Sankt Hans fest og sommerfest.
Ved foreningens årlige fire fællesarbejdsdage kombinerer vi ligeledes det sociale fællesskab med det fordelagtige i, at kunne udføre en række praktiske arbejds- og vedligeholdelsesopgaver selv.